New Orleans part 2

Naeste morgen stod vi op, fik morgenmad, og tog direkte ned til det franske marked. Det var en lang form for bygning, men en masse forskellige boder. Man kunne koebe alt lige fra t-shirts til alligatorhoveder. Der var rigtig mange mennesker, stoerstedelen var turister. Vi moedte folk fra alle mulige steder; Minnesota, Californien, New York, og endda helt fra Australien! Vi brugte hurtigt et par timer paa bare at gaa rundt og kigge paa de forskellige ting..

Senere tog vi en bus ud til en stor sump, hvor vi skulle sejle efter alligatorer. Siden vi jo er i januar maaned, sov de store alligatorer stadig, men vi fik oeje paa et par unger. Kaptajnen havde sin egen alligator som han fodrede, og ville saette den ud i sumpen til foraaret, saa den kunne leve med de andre. Han hentede den frem og vi fik alle sammen lov til at holde den. Den var ca 70 cm, og forholdsvis tung. Alle de alligatorer der levede i sumpen var indfanget pg.a. sygdom eller anden fysisk skade, fx et braekket ben eller hvad man nu kalder dem. Paa hver side af sumpen var en form for skov, hvoraf den ene af siderne var privat ejet. Der var intet hegn til at holde alligatorerne vaek fra det privatejede omraade.  

Da vi kom tilbage fra sump-turen tog vi ud og spiste paa en rigtig fin italiensk restaurant. Derefter gik vi endnu engang rundt i byen og kiggede paa de mange butikker. 

New Orleans er bl.a. kendt for jazz, og de har noget de kalder 'jazz funeral' hvilket i virkeligheden er ligesaa maerkeligt som det lyder. Naar en person doer, holder de en 'normal' begravelse, men kirke, kiste og alt det der. Efter begravelsen holder folk en stor jazz-fest for at fejre livet. Vi spurgte en lokal om, hvorfor de dog ville holde fest, med jazz-musik og hoejt humoer. Hun svarede os, at der ikke er nogen pointe i at se paa det negative, doeden, naar man kan fokusere paa at man overhovedet fik chancen for at leve. Jeg maa nok indroemme, at der er en meget anderledes maade atr se tingene paa, men det virker da meget interessant. 

Morgenen efter skulle vi ud og have brunch-buffet. Det siger man jo ikke nej til. Stedet hed 'Court of two sisters' og der var rigtig godt. Vi sad udenfor i en baggaard, fransk inspireret, super hyggeligt og rigtig rigtig god mad. Hver dag er der et jazz-band, der staar for lidt baggrundsmusik. De har endda en dresscode; man kan nikke have joggingbukser eller andet afslapningstoej paa. De lukker dig helt enkelt ikke ind. Det er klart et sted man skal besoege hvis man tager til New Orleans. 

Da vi var faerdige tog vi tilbage til hotellet, hvor vi blev samlet op af en bus, der tog os tilbage til lufthavnen, og vi floej tilbage til San Antonio.

New Orleans part 1

Barb havde planlagt en super hyggelig tur til New Orleans i staten Louisiana. Louisiana er staten til hoejre for Texas naar man kigger paa et kort, men det ville tage naesten en hel dag at koere, saa Barb havde planlagt at vi skulle med et fly.Vi skulle vaere der hele weekenden, saa jeg har valgt at dele turen op i to dele, siden der er saa meget at fortaelle.

Vores fly var planlagt til at flyve kl 7.40 loerdag morgen, saa vi stod tidligt op, pakkede vores ting, og tog afsted i rimelig god tid. 

Vi skulle moede Barbs 94-aarige mor, som til daglig bor i Kansas City. Begge vores fly var sat til at lande paa ca. samme tid, saa vi skulle moede hende ved baggagen. Barb fortalte, at siden hendes mor blev forholdsvist nemt forvirret, var det vigtigt at planlaegge saa meget som muligt. 

Vi ankom til lufthavnen kl 6 efter ca. 20 min koersel. Lige da vi skal til at stille os i koe til at check-in siger hun, at vi skal tage vores ID frem... Margherita tog hendes kort frem, og det gik op for mig, at jeg havde glemt mit ID. Jeg havde slet ikke skaenket det en tanke da jeg pakkede mine ting paa vaerelset.. 

Saa Barb blev sur paa mig, for nu var det ikke sikkert vi overhovedet kom afsted. Vi endte med at ringe til vores nabo Gail. Hun laa selvfoelgelig og sov kl 6 en loerdag morgen, saa jeg var heller ikke specielt populaer hos hende. Efter hvad der foeltes som flere timers ventetid dukkede hun endelig op med mit pas, og vi kunne gaa gennem check-in og sikkerheds check, og saa satte vi ellers bare farten op. Vi havde kun haandbaggage med, saa vi skulle heldigvis ikke til at boevle med den store baggage. Da vi ankom til gaten sagde de, at flyet lige praecist var floejet, og at vi derfor selvfoelgelig ikke kunne naa det.. 

Barb blev super nervoes for sin mor, og fik en kvinde der arbejder i lufthavnen til at soerge for, at der var en person i New Orleans lufthavn har hjalp hendes mor, og beroligede hende. I mellemtiden fik vi arrangeret at komme paa et fly til Dallas, TX, og derefter videre til New Orleans. Det betoed en hel del ventetid, og en super anstrengt stemning.. 

Vi ankom til New Orleans lufthavn omkring 5 timer senere end planlagt, men hendes mor sad ved baggagen som aftalt, og vi kunne komme paa en bus der koerte os til vores hotel rimelig hurtigt. Vi skulle bo paa et Hilton hotel i det franske kvarter. Det franske kvarter er fra dengang New Orleans var baade fransk og spansk, saa det er rigtig hyggeligt. 

 Der var rigtig mange saelgere der malede, lavede smykker, spillede musik osv. Det var rigtig hyggeligt at gaa rundt og kigge paa de mange flotte huse, og sjove personer.
Om aftenen tog vi paa en 'spoegelsestur', hvilket var en guided tur rundt i det paent store kvarter, hvor guiden ville fortaelle forskelige spoegelseshistorier der hoerte til hver bygning.
Der har gennem tiden vaeret 2 store braende med seks aars mellemrum. Begge braende var i 1800-et-eller-andet, og startede i det samme hus, paa samme maade, men med ca. 20 cm mellemrum. Der gik ild i et gardin i loebet af natten, og normalt ville kirkens klokker ringe og advare folk, men fordi det var fredag, maatte klokkerne ikke ringe, saa folk var ikke forberedt paa at hjaelpe med at slukke den foerste braend. Den foerste braend udslettede omkring 85% af by en, hvor den anden braend seks aar senere udslettede de bygninger, der overlevede den foerste braend. Nu er kun 2 bygninger 'originale'. De er de eneste to bygninger der overlevede begge braende.
Mange folk doede, saa derfor har rigtig mange huse forskellige spoegelseshistorier. 2 af de huse vi saa var smaa, hyggelige hoteller. Det ene af hotellerne skulle eftersigende have vaeret et hospital militaeret brugte, saa gaesterne der bor paa hotellet i dag kan, ifoelge guiden, se blodpletter paa gangene eller vaerelserne, eller hoere folk raabe om hjaelp.
Turen varede 2 timer, og var rigtig hyggelig, og vores guide var super entusiastisk.

En super fancy restaurant havde en spoegelseshistorie om et spoegelse der boede i sit hus, men begik selvmord fordi han tabte huset i et spil poker. Huset blev senere lavet om til en restaurant, og hvis de ikke daekker et bord til spoegelset hver aften, vil han smide rundt med ting, oedelaegge ting og skraemme folk paa andre maader. 

Da spoegelsesturen var faerdig tog vi en taxa tilbage til hotellet og slappede af. Naesten lige ved siden af hotellet var Mississippi floden, saa vi havde en rigtig flot udsigt over det franske kvarter og Mississippi floden fra vores vaerelse.